Vi sætter spot på Uge 17
Uge 17 er borgernes verdensmålsuge, og i år er temaet: "MAD – Fødevarer, Forbrug og Fællesskaber".
Af Heidi Buur
I UGE17 sætter biblioteker i hele landet fokus på FN’s 17 verdensmål. Det gør vi også i Rebild, hvor du i ugens løb kan deltage i en række små arrangementer med bæredygtighed som omdrejningspunkt.
Bæredygtig Bytte
På Skørping Bibliotek er der andre materialer end de sædvanlige, idet der både er et frøbyttebibliotek, hvor man kan bytte frø og spirer. Og et garnbyttebibliotek, hvor man kan bytte garnrester. Ved begge byttestationer gælder det, at man gerne må tage, uden at have noget med og man må også gerne komme og aflevere uden at tage noget med sig.
Skørpings drøm om Kejserkåben
Vild med Rebild fortæller om deres nye "Bioparker"-projekt – hvor drømmen er flere sommerfugle i Skørping, især Kejserkåben. Kom og hør mere til Fortælletimen.
Populære togrejser
Der er udsolgt til ”Togrejser for begyndere”, ved forfatter Nanna Hyldgaard. Den store interesse for foredraget skyldes sikkert, at togrejser er blevet populære i en tid, hvor mange gerne vil undgå at flyve, og hvor man har fået mere øjnene op for den særlige charme, som togrejsen tilbyder, bl.a. at man ser det landskab, man rejser igennem. At man i Rebild Kommune er tæt på stationsbyer, hvor IC-toget stopper, har desuden nok skærpet interessen for Hyldgaards fortælling.
Hele ugen
Alle biblioteker: Aktiviteter i børneafdelingen
På alle vores biblioteker kan børn være med til sjove og kreative aktiviteter i børneafdelingen.
Her ligger der tegneark klar, hvor børnene kan farvelægge råvarerne fra kostrådscirklen – Fødevarestyrelsens officielle kostråd (altså ikke kostpyramiden, som mange kender i forvejen).
Derudover kan man deltage i vores skraldebingo-konkurrence:
- Tag et bingokort på biblioteket
- Gå ud og find skrald i naturen
- Kryds af på kortet og skriv navn og telefonnummer på
Aflever kortet på biblioteket senest 1. maj
Nørager: Pop-up Bogudsalg
Luk dig ind med dit sundhedskort fra 6-21 alle dage, og læg en femmer for en bog - betal på Mobilepay 444 230 eller kontant i pengekassen.
Skørping: Pop-up Garnbyttebibliotek (og Frøbyttebibliotek)
Luk dig ind med dit sundhedskort fra 6-21 alle dage, og byt frø eller garnrester. En lille hyggelig måde at genbruge på – mindre spild og mere bæredygtighed.